Et selvportræt
Tilblivelsen af et kunstværk omtales undertiden som en selvoverskridende proces. I arbejdet med at realisere værket hensættes kunstneren i en særlig tilstand, selvet overskrides i en slags henrivelse om ikke hele tiden så dog momentvis eller periodisk. Måske er de gyldne stunder med uhindret adgang til de skjulte kilder mere undtagelsen end reglen. Det inspiratoriske rush er under alle omtændigheder befriende afstandsløst. Borte er enhver frygt for de første træk på den blanke tavle. Fortrængt er al præstationsangst og pinagtig selvbevidsthed. Mon ikke det er denne særlige modus i skøn forening med kunstnerens formåen i henseende til teknik mm, der har affødt forestillingen om, at summen er mere end enkeltdelene tilsammen.

Skønt denne selvoverskridelse virker som en tilsidesættelse af tiden er processen et både tidsligt og rumligt fænomen. Man skal ikke nedskrive fænomenet men det finder jo sted i et subjekt, det udspiller sig i et sind i et tidsrum. I sin tilsyneladende grænseløshed er det dog afgrænset. Man kan kun overskride sig selv forbigående og alt det, man mobiliserer af associationer og referencer er akkumuleret i netop dette sind, i denne bevidsthed. De er aflejret over tid i dette konkrete subjekt og udgør et broget konglomerat af mere eller mindre omdannede sansninger, tanke­r og erindringsgods. Indtryk er blevet til aftryk i et uorganiseret miskmask af billedstumper, flige og fragmenter. Noget står klart for bevistheden andet ikke. Måske er det meste for det meste utilgængeligt. Det manifesterer sig når det vil og ikke når vi vil. Måske handler den kunstneriske proces om kortlægning og organisering af alt det, vi har med os. Et kunstværk kan være så meget, men det er altid også en objektivering af et indre ubevidst liv.

Under denne synsvinkel er ethvert værk i grunden et selvportræt, uanset om det rent formelt hører ind under den særlige kategori og genre, som selvportrættet udgør. Selvom det ikke er kunstnerens intention eller værkets program er selvbiografisk reflekterer det alligevel det egenartede, det partikulære, et indre liv som er enestående for netop dette subjekt.